KnitPro Rejoice Pompom Fremstiller

79,00 DKK

Lagerstatus: Ikke på lager
stk.

KnitPro Rejoice Pompon Maker

Hvad er det?

Pompon Maker fra KnitPro er et sæt, som består af fire forskellige smarte skabeloner, som du kan bruge, når du ønsker at fremstille dine egne pomponer.

Hos Hobbygarn har vi et stort udvalg af færdiglavede pomponer og kvaste i forskellige materialer. Men med denne Pompon Maker fra KnitPro får du nu også muligheden for selv, at fremstille dine egne pomponer helt efter din egen smag og i den farve du ønsker.

Hvad består sættet af?

KnitPro Rejoice Pompon Maker består af fire* skabeloner i plast i hver deres farve og i følgende størrelser:

3,50 cm

5,50 cm

7,00 cm

9,00 cm

Størrelsen angiver den færdige diameter på pomponen.

* Faktisk består sættet af otte dele, idet hver Pompon Maker består af to identiske dele. Forklaringen på dette får du under punktet "Hobbgarns brugsanvisning til KnitPro Rejoice Pompon Maker" længere nede i teksten.

Er det nemt at bruge sættet?

Ja det tør vi godt sige, at det er. Med Pompon Maker kommer det til at gå som en leg at fremstille pomponer. Børn vil også hurtigt komme til at elske at lave deres egne pomponer med dette smarte redskab.

Alt hvad du skal bruge, er disse fikse skabeloner samt garn og saks, så er du snart i gang med at skabe dine helt egne og personlige pomponer i forskellige størrelser.

Sættet kommer med såvel illustrationer samt brugsanvisning på engelsk og tysk.

Hos Hobbygarn vil vi imidlertid gerne gøre det så nemt som muligt for dig at komme i gang og vi har derfor valgt at lave en dansk brugsanvisning til dig:

Hobbgarns brugsanvisning til KnitPro Rejoice Pompon Maker

  • Start med at vælge størrelsen på den pompon du ønsker at fremstille. Når du har valgt størrelsen, tager du de to ens skabeloner, som passer til denne størrelse for eksempel de to blå skabeloner. Du vil se, at de har akkurat samme størrelse.

Når du sidder med skabelonerne i hånden, vil du kunne se, at de hver især udgør en cirkel, som består af to halvcirkler. Disse halvcirkler er fastgjort til hinanden i den ene side og i den anden side kan du åbne cirklen, således at du nu har to halve cirkler, som hænger sammen.

Du vil også kunne se, at på den ene halvcirkel er der små buler eller fordybninger og på den anden halvdel er der tilsvarende små huller.

  • Tag nu de to ens skabeloner og læg dem oven på hinanden, således at de små buler på den ene skabelon ligger oven på de små huller i den anden skabelon.

Bulerne kan ikke gå helt ned i hullerne, men de hviler i hullerne, således at der er god hold på skabelonerne, når du begynder at arbejde med dem.

  • Halvcirklerne skal være åbne, når du arbejder med dem. Næste skridt er således, at du nu vikler garn om én halvcirkel ad gangen.

I den ende af halvcirklerne som kan åbnes, sidder en lille hvid split. Denne kan du med fordel lukke ned over den anden skabelon, således at der er ekstra god hold på det hele.

  • Når du har fyldt begge halvcirkler med garn, lukker du de to halvcirkler sammen til én cirkel. Du kan med fordel lukke splitterne op igen nu, så er det nemmere for dig at udføre de næste trin i processen.
  • Nu tager du en skarp og spids saks og klipper rundt langs kanten, hvor de to skabeloner mødes.

(Dette er grunden til, at bulerne ikke falder helt ned i hullerne. Ved at de kun hviler i hullerne, opstår der et lille mellemrum hele vejen rundt langs kanten af de to skabeloner og dette mellemrum passer til, at du kan få en saks ind og klippe din pompon op.)

  • Når du har klippet pomponen op i begge halvcirkler, tager du et stykke snor og binder det stramt ind mod centrum af pomponen. Binde flere knuder fra hver side af pomponen og sørg for at tramme godt til.
  • Nu kan du forsigtigt åbne cirklen i to halvdele og lirke din pompon ud - og så er den i princippet færdig.

Hvis din pompon er blevet en smule ujævn i cirklen, kan du bruge en god saks til at rette den til.

Du kan også vælge at dampe din færdige pompon over kogende vand, således at den får en tættere, lidt filtet finish på overfladen. Dette er med til at gøre pomponen mere holdbar. Husk at være forsigtig med dampen så du ikke brænder dig.

Hvad kan jeg bruge pomponer til?

Du kan bruge pomponer til et væld af projekter og det er kun din fantasi, der sætter grænsen her. Nedenfor har vi listet et væld af muligheder og har du brug for yderligere inspiration, kan du med stor fordel prøve at google billeder af pomponer.

Beklædning og smykker:

Du kender med sikkerhed pomponen fra den uldne vinterhue, så har du strikket eller hæklet en hue, kan du med Pompon Maker lave din helt personlige pompon og montere den på huen.

Og hvem siger i øvrigt, at du skal nøjes med at montere én pompon på huen?

Du kan således også bruge Pompon Maker, hvis du skulle få lyst til at pifte en hue op, hvor der i forvejen er monteret en pompon.

Foruden den klassiske vinterhue kan du også bruge pomponer som udsmykning i enderne af et lunt halstørklæde, som en smart erstatning for de traditionelle frynser.

Er dit tørklæde mere kvadratisk i formen, kan du montere smarte pomponer i hjørnerne af tørklædet.

På samme måde kan du anvende pomponer til at udsmykke forskellige beklædningsgenstande som luffer, sokker, trøjer og benvarmere.

Prøv for eksempel at lave to ens pomponer og sy dem sammen med en lang snor af det samme garn,som du laver pomponerne af. Så har du et sæt pomponer, som du kan sno rundt om skaftet på dine støvler. Samme metode kan også anvendes til at fremstille et smykke til foreksempel håndleddet, eller du kan lime små pomponer på hårspænder.

Accessories:

Har du lyst til en sød og personlig dekoration på din taske, er det ligeledes oplagt at kreere en eller flere pomponer efter din helt egen smag. Du kan her vælge, om pomponerne skal syes direkte på tasken, eller om du vil montere en lille snor og en nøglering i dem, så du kan hægte dem af og på tasken.

Har du flere tasker, kan du således customize dine pomponer til hver enkelt taske og på den måde sætte dit helt personlige præg på din taskegarderobe.

Dekoration og udsmykning:

Pomponer er også meget anvendelige til udsmykning og dekorering af dit hjem.

Forestil dig bare en blød og lækker plaid med pomponer i kanten eller i hjørnerne og et par lækre bløde sofapuder med pomponer i matchende farver.

Pomponer er også meget anvendelige som dekoration i sig selv. De seneste år har det været meget populært at hænge kugler af porcelæn eller papir op som dekoration - men hvorfor ikke lave dine egne kugler i garn?

Pompon Maker sættet består som nævnt af fire forskellige størrelser og laver du et sæt på to eller tre forskellige størrelser pomponer, vil de udgøre en fin og harmonisk dekoration.

Du kan her vælge, om du vil lave hele sættet i én og samme farve, eller måske vælger du tre lækre farver, som supplerer hinanden tone-i-tone.

Du kan også bruge denne form for udsmykning til at samle farverne i et rum og på den måde få hele din udsmykning til at hænge sammen som en smuk helhed.

Foruden at hænge pomponerne op kan du også lægge dem i en skål.

Forestil dig for eksempel en lækker smuk træskål eller et keramikfad på sofabordet hvori der ligger pomponer i forskellige størrelser og afstemte farver. Dette er en både nem, hurtig og utrolig fin måde at dekorere dit hjem på, uden at det koster dig en formue.

Denne metode gør det også nemt at udskifte dekorationen, idet du blot kan lave nye pomponer i andre farver, hvis du trænger til lidt forandring.

Og så er der naturligvis også den oplagte dekoration, hvor du hænger små søde pomponer på et par grene fra haven. Gule, grønne og lilla pomponer i lyse nuancer er oplagte som forårs- og påskedekoration.

På samme måde kan du lave pomponer i dine favorit julefarver, eller hvad med at lave pomponer i lækre efterårsfarver - bare for at fejre efterårets komme.

Børn og baby:

Pomponer er også ganske velegnede at bruge, hvis du skal lave en mobile eller uro, som kan hænge over babys seng. Her kommer de uendelige muligheder for kreativitet virkelig til deres ret, idet du kan fremstille pomponer i alle de klare farver, som baby elsker at kigge på.

Du bør dog sikre dig, at uroen hænger således, at baby ikke kan nå pomponerne. Baby har det med at smage på verden og dermed kan de små garntråde, som pomponerne består af nemt blive trukket ud.

Når barnet bliver lidt større og ikke længere undersøger alting med munden, kan pomponerne derimod udgøre et prisvenligt og lækkert legetøj, som i høj grad kan være med til at stimulere barnets taktile sans.

Pomponer er også helt fantastiske at bruge til fremstilling af en hel guirlande, hvad enten det er til babys værelse eller til de større børn.

Montér pomponerne med passende mellemrum på et stykke af det samme garn, som pomponerne er lavet af - eller hvad med en flot kontrastfarve? Ungerne vil helt sikkert elske sådan en guirlande på værelset.

Baby vil træne og bruge sine øjne ved at kigge efter de smukke klare farver. De større børn vil måske have en guirlande, som er afstemt efter de øvrige farver i deres værelse eller hvad med en guirlande i de samme farver som favorit fodboldholdet?

En verden af muligheder - starter online hos Hobbygarn

Med KnitPro Rejoice Pompon Maker er der helt sikkert lagt op til mange fornøjelige timers håndarbejde, hvor du og børnene virkelig kan sætte jeres fantasi og kreativitet i spil.

Ved at handle online hos HobbyGarn får du muligheden for at handle i ro og mag og på det tidspunkt af døgnet der passer dig bedst.

Ingen lukketider og ingen kø ved kassen. Så nemt er det og snart er du i gang med dit næste spændende projekt.

Husk også at se vort store udvalg af garn i mange lækre kvaliteter, når du skal finde materialer til fremstilling af dine pomponer.

Vil du vide mere om vore fordelagtige leveringspriser og -betingelser, finder du dem her.

Har du spørgsmål om valg af materialer og farver eller andet, er du naturligvis altid velkommen til at benytte vores kontaktside.

Må vi se, hvad du laver?

Vores kontaktside kan også benyttes, hvis du har lyst til at vise os dine færdige projekter.

Hos HobbyGarn elsker vi at se alle de søde, sjove og smukke kreationer, vore kunder fremstiller.

Du er også meget velkommen til at uploade dine billeder direkte på vores side på instagram - #hobbygarn.

Kunder der har købt dette produkt har også købt