• Levering 1-3 hverdage
  • Fri fragt ved køb over 499,-
  • Kundeservice: 51 91 03 92
  • Åbningstider
Indkøbskurv0,00 DKK
0

Hvad er der i min Strikketaske

Udgivet 02. juni 2023 af Michael

Det er ingen hemmelighed, at en af de vigtigste redskaber at have, når man er en garvet strikker, er sin strikketaske. Med en Strikketaske kan du altid have dine projekter med på farten. Men hvad skal man have i sin strikketaske, så man altid er klar til at starte, forsætte eller afslutte et projekt på farten? Tag et kig med her og se hvad jeg ikke kan undvære i min strikketaske.

Målebånd:

For mig er noget af det vigtigste et målebånd. Dette er både anvendelig når du skal finde ud af hvilken størrelse, du skal vælge og så er et målebånd uundværligt, mens du strikker, når du skal måle om de forskellige sektioner, har den rigtige længde. Jeg bruger altid et rullemålebånd, så det fylder så lidt som muligt.

Maskemarkører:

Mine maskemarkører er altid i brug, om det så er for at markere raglan udtagninger eller vendemasker, så er de uundværlige. Jeg bruger også mine maskemarkører til at måle med. Hvis jeg mangler 5 cm, sætter jeg en markør i en maske og måler derfra.

Saks:

En saks er altid god at have, hvis du strikker et projekt, der skal monteres, ellers hvis du er ved at afslutte et projekt. Ligeledes er en saks altid god at have i sin strikketaske, hvis der er knuder på ens garn og man har behov for at bryde garnet. Min favorit er den klassiske storkesaks. Den fylder ikke meget, er god til selv helt små projekter på grund af det spidse næb.

Bog eller blok:

Jeg har altid en lille bog i min strikketaske, så jeg kan skrive ned, når jeg tager ind eller hvis jeg har lavet en ændring eller rettelse i opskriften. På denne måde ved jeg, hvad jeg skal gøre næste gang, eller hvordan jeg får lavet to ens ærmer, hvis jeg har lavet en ændring. Jeg bruger også min bog til at skrive hvilken størrelse jeg har strikket, så jeg ikke behøver at måle, hvis jeg skal lave en mere.

Maskewire:

Et af de nyere udstyrsstykker inden for strik er de famøse maskewires. Disse bruges til at sætte dine masker til hvile, fx hvis du har strikket kroppen færdig inden dine ærmer. Jeg har altid et par maskewires i forskellige størrelser, så de passer til garn og strikkepinde af forskellige størrelser.

Uldnåle:

Hvis du bliver færdig med dit projekt, kan det krible helt i fingrene for at få den brugt. Derfor har jeg altid et sæt uldnåle i min strikketaske, så jeg nemt kan hæfte mine projekter. Uldnåle er afrundende nåle, så de ikke griber fat i garnets fibre, men glider nemt gennem maskerne.

Sæbe:

En af de mere utraditionelle ting, jeg har i min strikketaske, er en Eucalan sæbeprøve.  Denne kan bruges hvis jeg skal vaske mit strik, hvis jeg fx er i sommerhus eller udenbys. For når man først er færdig med sit strik, kan man ikke vente med at tage det i brug.